Coop får økologi-tip via Facebook
En skjult-kamera video lagt på de sociale medier via YouTube har skabt en idé-storm på Coops Facebook-side.
Filmen er allerede nu blevet set mere end 300.000 gange på sociale medier og har samtidig medført ideer fra mere end 500 forbrugere – hvilket har skabt den længste Facebook-tråd i Coops historie.
- 500 ideer er rigtigt meget – særligt fordi mange af vores brugere har brugt meget tid på at sende os meget detaljerede ideer, siger Jesper Frederiksen, der er afdelingsleder for Ansvarlighedsprojekter i Coop.
Forslagene fra kunderne går på alt fra mere oplysning i butikkerne til mere økologisk slik på hylderne.
Coop er nu ved at nærlæse ideerne og overveje, hvilke der kan bruges i det fortsatte arbejde.